Så er jeg ved at være ved vejs ende med genoptræning på Hvidovre Hospital. Jeg har ikke overblik over, hvor mange uger jeg har været der - måske 8 måske 9. Nu har jeg én gang tilbage, og det bliver rart at slippe for den lange bustur fra Amager til Hvidovre to morgener om ugen.
Men det bliver også underligt at sige farvel til de andre på holdet og fysioterapeuterne, efter at man har været sammen så mange gange.
Hvor jeg tidligere har beskrevet, at jeg havde svært ved at lave flere af øvelserne, så er jeg nu alligevel kommet meget godt med. Jeg kan lave øvelserne - dog ikke stå på tæer på ét ben alene. Når jeg kan gøre det tre gange i træk, må jeg begynde at starte op på løb, siger fysioterapeuten.
Hun lavede et afsluttende tjek af mig i går, hvor jeg blandt andet skulle svare på, hvor hæmmet jeg er i hverdagen. Det vil jeg sige, at jeg stadig er i høj grad.
-Kan ikke gå særligt stærkt.
-Kan ikke løbe.
-Går langsomt ned ad trapper.
-Går usikkert op ad trapper.
-Skal stadig have benet op flere gange om dagen, fordi foden hæver.
-Kan ikke gå og stå i ret lang tid ad gangen, før jeg bliver træt og øm.
-Mangler stadig lidt 'fylde' i hælen, så det ikke føles som om, at knoglen er blottet.
Jeg har også været til et tjek hos en læge på Ortopædkirurgisk, men det virkede lidt ligegyldigt. Lægen følte i fem sekunder på min ankel, stillede et par spørgsmål og det var det.
Fysioterapeuten har henvist mig til mere genoptræning i kommunalt regi - det er ret almindeligt, da man er langt fra fuld styrke.
Om to dage tager jeg til Grønland for at besøge et par venner. Der er allerede faldet en del sne, så jeg kommer nok ikke til at bevæge mig meget udenfor, da jeg for alt i verden ikke vil risikere at sprænge akillessenen igen.
