På Hvidovre med grønne krykker

Min fod er begyndt at hæve. Når jeg holder den nede for lang tid af gangen, bliver foden mørk, og det ser virkeligt bekymrende ud. Og så snart jeg løfter den op, bliver den lys i løbet af få sekunder. Der er varmt i Danmark i disse dage, og det hjælper ikke på det. Den sorte støvle er absolut ikke kølig at have på.

Jeg ringede i mandags til ortopædkirurgisk ambulatorium på Hvidovre Hospital. Det havde lægen i Nykøbing Falster bedt mig om, fordi jeg bor i København og hospitalet derfor kunne have en anden fremgangsmåde. Og det viste det sig så også, at det havde. 

Sekretæren mente ikke, at jeg skulle vente ret lang tid, før en specialist kiggede på foden, så jeg fik en 'akut'-tid i dag onsdag, to dage efter jeg havde ringet. Lægen jeg kom ind til, havde af uvis årsag ingen oplysninger på mig, så vi startede forfra. Jeg fortalte, hvad der var sket, og han bad mig lægge mig på maven på en briks, hvor han så trykkede på min ankel, og lige som alle andre konstaterede, at senen var revet over.

Lægen undersøgte, om jeg kunne blive en del af en undersøgelse, som et lægeteam var i færd med, men da der er gået mere end fem dage siden ulykken, var det udelukket. Men jeg skulle have gips på, for det var proceduren på Hvidovre. 

Så jeg humpede ind til gipse-drengene, som de blev kaldt. To friske mænd, der lavede sjov med mig. 

"De har nok flottet sig", lød det fra den ene af fyrene, da de så den ekstra-sål, som jeg havde under den raske fod. Den havde Nykøbing Falster givet mig med, og det var åbenbart ikke kutyme i hovedstaden. Sålen betød, at min raske fod kom lidt højere op, så forskellen mellem de to ben er knap så stor.

Jeg kunne vælge mellem flere farver til gipsen: Sort, hvid, grøn, lilla og rød - den sidste farve valgte jeg. Farven matcher ikke rigtigt mine grønne krykker. Drengene fortalte, at gipsen var letvægts, og at hævelsen i min fod formentligt ville aftage. Det håber jeg rigtig meget på. De fortalte også, at der ikke må komme sand ind i gipsen, så ikke nogen strandture til mig - det er så heller ikke særligt nemt med krykker.

Så jeg tog hjem fra Hvidovre med rød gips fra tæerne og op til lige under knæet. Ingen ny brochure selvom den gamle nu bare kunne smides ud. Før kunne jeg støtte på foden, men det kan jeg ikke nu. Alt er lige blevet en tand mere besværligt, men benet er flot.  

Overrevet akillessene

Av, av, av!

For fire dage siden rev jeg min akillessene over eller achillessene, som det også bliver stavet. Jeg var på ø-lejr, hvor vi spillede fodbold og midt i kampen (vi var selvfølgelig bag ud) hørte jeg et smæld, og jeg kunne ikke gå.

Jeg var overbevist om, at der var én, der havde sparket mig ned bagfra, og jeg kiggede mig forvildet rundt, men der var ingen omkring mig. Siden har jeg fået at vide af sundhedsvæsenet, at det er klassisk, at man har fornemmelse af at være blevet sparket ned bagfra, og at man hører et smæld.

Netop smældet gjorde, at jeg i græsset lå og tænkte, at det her ikke var godt. Og det var det så heller ikke. Blandt tilskuerne var en læge og en fysioterapeut, og de kiggede på foden og vurderede, at det var nødvendigt med lægehjælp.

Øens læge kom og mens fodboldholdet var ved at tabe stort, sagde han, at min akillessene altså var revet over. Akillesseneruptur, som det kaldes på flot lægesprog. Jeg kan huske, at en af spillerne kom og sagde, at jeg gerne måtte græde, men så ondt gjorde det faktisk ikke. Smerten kom jævnligt i små ryk, hvor det mest føltes som om, at lægmusklen krampede.

Så jeg blev kørt til færgen, hvor jeg humpede om bord med hjælp fra et par veninder, og på den anden side af vandet, ventede en taxa, der kørte os til skadestuen i Nykøbing Falster. Her fik jeg is på, og efter at have ventet cirka fire timer kom jeg ind til en læge og sygeplejerske. Klokken var 23.30, og de var tydeligt trætte. Der havde denne sommeraften været ikke mindre end tre hoftebrud, så der var en grund til, at venteværelset var fyldt godt op med grædende børn og fortvivlede forældre.

Lægen trykkede over min hæl, og det gjorde virkelig ondt, og da hun bad mig bevæge foden op og ned, skete der ikke noget. De konstaterede igen, at der var tale om en sprunget akillessene - ikke noget med at tage et billede af foden. Lægen spurgte, om jeg var eliteidrætsudøver, og det fik mig til at tøve. Hvad ville mon være det bedste at svare her? Jeg er 31 år og har 5-10 kilo for meget på mawsen, så det ville nok blive svært at overbevise hende om, at jeg spillede fodbold på eliteplan.

Sygeplejersken fandt en sort støvle frem - en såkaldt walker. Den har kiler i bunden, så anklen bliver holdt i en særlig vinkel, og med den på skulle akillessenen, der er kroppens stærkeste sene, kunne vokse sammen igen. For to-tre år siden var man holdt op med at operere for akillesseneruptur, fordi der var gode resultater med den såkaldt konservative måde, fortalte lægen mig.

Efter 10-15 minutter var jeg igen ude i venteværelset. Denne gang med to flotte krykker, en sort støvle om foden, et par let smertestillende piller og en brochure om det kommende forløb. Otte uger med støvlen, hvor jeg først efter to uger må tage støvlen af ved bad.